Spørg en mediegrafiker

For et halvt års tid siden, var der en elev fra Vejle Idrætsefterskole, Kathrine Børsting, som henvendte sig til mig, da hun var ved at skrive OSO om det at være mediegrafiker og derfor havde brug for et interview, med en levende én af slagsen.
Jeg vil hellere end gerne hjælpe, hvis nogle har spørgsmål til uddannelsen eller jobbet som mediegrafiker
Jeg havde selv mange overvejelser da jeg skulle vælge uddannelse, så tænker jeg vil dele Kathrine’s spørgsmål med andre.
Derfor bringer jeg herunder interviewet:
Hvad er en mediegrafiker?
En mediegrafiker er en håndværker, som formår at omsætte en virksomheds/kundes idé til effektfuld markedsføring og branding. Det være sig både på et visitkort og i en folder, men også på hjemmesider og på logodesign.
For en mediegrafiker handler det om, at være dygtig til, at kunne forstå, hvor kunden vil hen med sit budskab, og kunne omsætte dette til et effektfuldt visuelt design. Derfor er det en fordel, hvis man besidder en kreativ side.
Det er dog også vigtigt at kunne være ”rådgiver” for kunden om hvad der kan fungere, og forventningsafstemme med ham/hende, da du så sparer dig selv for unødigt arbejde, som kunden ikke bryder sig om.
Hvad kræver det at være mediegrafiker?
Rent uddannelsesmæssigt kan du blive mediegrafiker direkte efter 9. Klasse. Mine erfaringer siger mig dog, at det ABSOLUT ikke er en ulempe først at have taget en gymnasiel uddannelse, da du derved kan have en helt anden forståelse for verden omkring dig, og måske have nemmere ved at koble ting sammen og være kreativ på en mere ”voksen” måde.
For at blive mediegrafiker skal du også have en uddannelsesaftale/læreplads inden du går i gang, og det kan være lidt nemmere at finde, hvis du ikke er helt helt ung.
Alternativt kan du søge optagelse på uddannelsen via skolerne, som har et vist antal kvotepladser, som de kan optage elever på, som ikke har en uddannelsesaftale. Dette gøres typisk gennem nogle samtaler og tests, men kan variere fra skole til skole. Hvis du efter grundforløbet stadig ikke har fundet en læreplads, får du tilbudt at begynde i skolepraktik, hvorfra man også kan færdiggøre uddannelsen.
Hvilke opgaver kan en grafiker få?
En mediegrafikers opgaver varierer MEGET! Og der er stor forskel på, hvad du kommer til at lave alt efter hvor du kommer i lære eller får job. To personer i samme klasse, kan nærmest have to ”forskellige” uddannelser, når de
er færdiguddannede. På skolen lærer du et bredt udsnit, lige fra webdesign og lidt html- og CSS-kodning til trykprocesser og farvestyring. Men det er først når du kommer ud på din læreplads og i ”det virkelige liv” du specialiserer dig. For mit vedkommende er jeg uddannet inden for trykverdenen, hvor jeg ved en del om storformatprint, digital tryk og også berørt offsettryk.
I mit nuværende virke som Graphic Designer hos JACK & JONES sidder jeg med mange opgaver, lige fra design af PowerPoint og kataloger til rentegning af skitser i Illustrator og klargøring af fotos til websitet samt beherskelse af et større CMS.
Som freelancer laver jeg også dekoration af vægge til forskellige virksomheder, hvor jeg rådgiver kunderne til, hvad der er muligt i storformat, men også logodesign og fremstilling af visitkort kan komme på mit CV fra den type arbejde.
Hvor lang tid tager en grafisk opgave?
En opgave kan tage alt fra en halv time til et halvt år eller mere. Det kommer i høj grad an på, hvor mange korrekturgange man har med kunden, eller om det bare handler om at få tingene klar.
Et visitkort kan man hurtigt lave klar, og nogle opgaver slutter aldrig. Fx hvis man som grafiker arbejder med web, kan man pludselig ende med at stå for vedligehold af en hjemmeside, og deved er det jo en opgave uden en ende som sådan. Derfor er det meget svært at sætte tid på.
Hvad hvis kunden ikke kan lide ideen?
Du kan ikke have et helt arbejdsliv som grafiker uden at opleve at en kunde ikke kan lide det arbejde du har lavet – i første omgang 😉 Allerede mens jeg stod i lære, var jeg ude for, at jeg gentagne gange skulle komme med nye grafiske udkast til kunder. Nogle kunder er selvfølgelig sværere at stille tilfredse end andre, men oftest er det fordi de ikke forstår at formidle deres idéer, eller at jeg som grafiker ikke har opfanget det korrekt eller forventingsafstemt med kunden.
Derfor er det ekstremt vigtigt at man på forhånd ved hvad kunden ønsker at få ud af den grafiske hjælp de betaler for hos en mediegrafiker.
Under alle omstændigheder er man jo nødt til at ændre i det første layout man har lavet, hvis kunden ikke bryder sig om det, men gør dig selv den tjeneste, at holde et nyt møde, hvor det bliver mere klart, hvad kunden ønsker – forbered dig til mødet med en tjekliste og nogle spørgsmål omkring kundens idéer og hvad de godt kan lide/ikke kan lide.
Hvilken type grafik sælger godt?
Dette er lidt svært at svare på, da det kan skifte fra én branche til en anden. Men den fælles tendens lige nu, er at nærmest alt skal online, hvis man vil være med på moden. Det kan være alt fra QR-koder til i-Paper, virksomheds-profiler på Facebook, virtuelle visitkort og hjemmesider/webshops.
Der er dog stadig behov for logoudvikling og katalogfremstilling, men i mindre grad end tidligere. Storformat som skilte, bannere og messeudstyr bliver dog også stadig brugt.
Hvad fylder mest for en grafiker: Det kreative eller det tekniske?
Hvis du med det tekniske mener de regler og normer der er opstillet for et godt design, er det mindst ligeså vigtigt som dét at være kreativ. De grafikere som er ekstremt kreative, kan indimellem nok føle sig begrænset af reglser som ”AIDA-modellen” og gestaltlovene. Men disse regler er vigtige at overholde for at få klare budskaber frem, så jeg synes i høj grad det tekniske fylder en del.
Hvis du mener det tekniske i forhold til at mestre programmerne (InDesign, Photoshop, Illustrator og DreamWeaver), så er det da selvfølgelig også væsentligt, men for de fleste vil det ikke være svært at lære.
Og når først du har lært disse programmer vil du føle dig helt vildt dårlig til Microsoft Office, fordi du dér vil føle dig begrænset ift. Kreativ udfoldelse! Så dine kreative evner er også vigtige, fordi det er det, som kan få dig til at skille dig ud, når du søger job eller læreplads.
Hvad er jobmulighederne for grafikere?
Efter min overbevisning, og når jeg kigger på den klasse jeg selv gik sammen med, er mulighederne for job efter endt uddannelse rigtig gode.
Fordelen ved denne uddannelse er, at der kun bliver uddannet grafikere efter efterspørgslen, da man skal have en læreplads. Så der bliver ikke uddannet 700 på landsplan om året (nok nærmere 200-250).
I min klasse var vi 18 der dimmitterede i februar 2012, og pt. står kun 2 uden job. Det må siges at være god statistik i disse tider J
Hvor får du inspirationen fra?
Personligt samler jeg meget inspiration på nettet, både fra blogs, online magasiner og twitter, hvor der er meget hjælp at hente fra ligesindede, hvis man får brug for det. Jeg får også mange inputs når jeg blogger
på www.pixelpigen.dk, men også når jeg rejser til storbyer især, hvor markedsføring som regel altid er med helt fremme.
Derudover fotograferer jeg en del med digitalt spejlreflekskamera, og det er også med til at stimulere mit kreative gen.
Hvad er dit grafiske speciale?
Jeg er uddannet på et mindre trykkeri, hvor jeg har stået for produktion af digital tryk. Jeg har også i travle tider været med inde over storformat print. Derudover, så var jeg og én kollega primus motor på et månedligt fagforeningsblad for frisørmestre, hvor vi både lavede designet til bladet, stod for at skaffe indholdet og annoncerne, lave journalistisk arbejde på messer eller hos interessante frisører rundt om i Danmark.
I mit nuværende job arbejder jeg meget med at lave lækre præsentationer i PowerPoint, lave tryksager klar til seminarer mv., samt vedligeholdelse at indholdet til vores “advert”-site vi CMS’et SiteCore
Derfor er mit speciale klart den trykte verden og den kreative process frem til et lækkert produkt, og jeg kender alt til at følge et workflow og overholde deadlines.
Hvem er din målgruppe/kunder?
Min kunde lige nu er jo JACK & JONES, da det er her jeg er ansat 🙂 Derfor handler det meget om at sætte sig ind i stilen her i virksomheden. Når jeg laver freelance arbejde, er mine kunder mange forskellige, lige fra
fødselsdagskort til venner og bekendte, vægdekoration til virksomheder, design af visitkort og logofremstilling.
Beskriv en normal arbejdsdag for en grafiker
Som grafiker er der ikke rigtig noget der hedder en normal arbejdsdag. Ikke to dage er ens, og man bliver konstant stillet overfor nye udfordringer og opgaver. Hvis man skal nævne noget der er ens for alle arbejdsdage er det, at man skal vænne sig til at bruge det meste af sin dag foran en computerskærm (medmindre man arbejder i et trykkeri). Men typisk planlægger man selv sin dag, og skal bevare overblikket over, hvilke opgaver man vil nå i løbet af dagen eller ugen. Derefter er det bare at klø på, og planlægge det efter deadlines, da det er én af de fornemmeste opgaver for en grafiker, at overholde disse!
Hvorfor har du valgt at blive mediegrafiker?
Jeg kan godt lide den måde faget kombinerer kreativitet samtidig med, at det ikke er en skam at man er en lidt nørdet gadget-freak. Det hjælper mig til at udvikle mig i mit job. Og så er mit arbejde også min interesse. Jeg har altid været den kreative type der fiflede med alt muligt håndarbejde, og har brugt uendeligt lang tid på at udvikle min håndskrift og underskrift.
Pludselig en dag læste jeg om mediegrafiker, og har ikke ét sekund siden været i tvivl om, at det er det helt rigtige for mig. Jeg kan godt lide at jeg også bruger mine handelsskole-viden til nogle af marketing-opgaverne, så det kombinerer handel og kreativitet.
Hvad adskiller dig fra alle de andre mediegrafikere?
Jeg synes det der adskiller mig mest er, at jeg bruger det jeg oplever i min hverdag og de inputs jeg får online, til at koble det kreative sammen med det tekniske en grafiker skal kunne. Jeg netværker virkelig meget og bruger min kreativitet både på arbejde, men i høj grad også i min fritid. Det kommer til udtryk ved, at jeg fotograferer og laver freelance arbejde, så jeg konstant udvikler mig og får nye idéer.
Jeg er meget opmærksom på at man i min branche konstant skal sørge for at være up-to-date og udvikle sig blandt andet via kurser, hvis man vil adskille sig fra mængden. Selvfølgelig betyder erfaring på sigt også noget, men når man er nyuddanet, har man jo ikke dét at byde ind med. 😉
Har du en ide til et produkt?
Jeg får konstant nye idéer til produkter som jeg kan bruge i mit arbejde, men også freelance. Lige nu sidder jeg og skal til at udtænke noget flot, men samtidig meget informativ infografik. Dét at det også skal være meget informativt gør det til en ret svær opgave, da det visuelle nogle gange lider lidt under for mange informationer på for lidt plads. Så når det kommer til flot infografik får man som grafiker virkelig sat sine evner på en hård prøve. Men det er én af grundende til det er så spændende at arbejde som grafiker! – I hvert fald når man elsker udfordringer.
Hvis du sidder tilbage med yderligere spørgsmål, kan du enten spørge herunder, eller sende mig en mail.
Så vil jeg gøre mit bedste for at svare på det 🙂
Hej. Jeg har også gang i at skrive OSO, og har derfor lige et par spørgsmål jeg også gerne vil stille dig, som jeg håber du vil svare på 🙂
Hvad var dine forventninger til faget/uddannelsen før du gik igang, og blev dine forventninger opfyldt, eller var det noget helt andet end du havde troet?
Hvorfor valgte du mediegrafiker uddannelsen?
Hvad er de gode opgaver man kan få? Og hvad er de mindre gode opgaver?
Hvad er det sværeste med kundekommunikationen? Og har man meget kommunikation når man f.eks. er ansat hos Jack&Jones ligesome dig?
Jeg håber meget at du vil besvare mine spørgsmål 🙂
Og forresten tak for at du har lagt dette interview ud, det er en stor hjælp! 🙂
Hilsen Sofie.
by: Sofie, Jan 3rd at 09:34
Hej Sofie…
Er glad for at flere kan få noget ud af spørgsmålene og svarene 🙂
For lige at besvare DINE spørgsmål:
Hvorfor valgte du mediegrafiker uddannelsen?
Jeg valgte uddannelsen fordi jeg altid har haft et kreativt gen, og igennem min ungdom blev jeg mere og mere “nørdet” ift computere og fotografering. En dag læste jeg om uddannelsen på http://www.ug.dk, og så var jeg ikke et sekund i tvivl om at netop mediegrafiker uddannelsen passede perfekt til mig 🙂
Hvad er de gode opgaver man kan få? Og hvad er de mindre gode opgaver?
Dette spørgsmål er ret svært at svare på, da det jo er meget individuelt, hvad man synes er gode/dårlige opgaver.
Personligt er jeg selv gladest for opgaver, hvor kunden gerne vil have råd og vejledning og et par grafiske ønje til at designe noget fra bunden som stemmer overens med de forventinger som kunden har. Samtidig kan jeg også godt lide at udfordre kunden med nogle idéer som de slet ikke havde tænkt på.
Men hovedsageligt er mine stærke sider tryksager, så for mig er det gode opgaver, og rutineopgaver passer ikke specielt godt til mit temperament 😉
Hvad er det sværeste med kundekommunikationen? Og har man meget kommunikation når man f.eks. er ansat hos Jack&Jones ligesome dig?
Det sværeste ved kundekommunikation er at forstå hinanden korrekt… Jeg taler jo ofte i fagsprog og tænker måske at nogle ting er indlysende, hvor kunden så ikke nødvendigvis har haft samme forståelse/opfattelse. – Derfor er det SÅ utroligt vigtigt at forventningsafstemme! 🙂
“kunderne” i mit nuværende job er altid kollegaer i andre afdelinger eller butikker som skal bruge noget materiale som skilte, powerpointpræsentationer eller kataloger til forskellige formål. Så det er ikke helt samme form for kommunikation ift. at rådgive, da det som regel vil være mig der ved hvordan designmanualen foreskriver at tingene skal designes. Men ja, der er utrolig meget kommunikation hos JACK & JONES, men med mange mellemled går nogle ting jo indimellem tabt, så indimellem vil der også være misforstået kommunikation 🙂
Håber det besvarer dine spørgsmål fyldestgørende 🙂
Og held og lykke med din OSO 🙂
by: Anja, Jan 5th at 20:09
Jeg er i gang med en OSO og har et enkelt spørgsmål.
Hvilke udfordringer står en mediegrafiker med gennem sin uddannelse og sit arbejde?
by: Mikkel, Jan 23rd at 17:26
Hej Mikkel
Beklager det lidt sene svar – håber det nås alligevel 🙂
Jeg vil sige, at udfordringerne under uddannelsen i første omgang er, at finde en læreplads! Der er ikke mange at komme efter, hvilket jo i sidste ende er godt, da der så ikke lige bliver uddannet 1500 hvert år, som kan finde job. Udbud bør følge efterspørgsel 🙂
Den næste udfordring under uddannelsen er, at beslutte hvilken retning man gerne vil uddannes i. Det afhænger jo i høj grad af, om din læreplads arbejder med web eller med tryksager, men det kan også påvirkes af hvilke valgfag du vælger. Så det er vigtigt at gøre sig nogle tanker om 🙂
I forhold til arbejdet som grafiker er min erfaring, at den største udfordring er at forventningsafsteme med kunden.
De fagtermer som er naturlige og forståelige for mig, er ikke nødvendigvis dét som kunden har forstået efter et møde.
Derfor er det SÅ vigtigt altid at forventningsafstemme, gerne flere gange gennem en dialog eller en opgave 🙂
Håber du kan bruge svaret 🙂
by: Anja, Jan 28th at 08:56
Hej Anja!
Jeg ønsker at starter på uddannelsen her til sommer. Men hvad kan jeg gøre for at forberede mig til uddannelsen, og måske komme et skridt foran i listen for at få en kvoteplads, hvis jeg ikke finder en praktikplads!
Hilsen Peter fra Svendborg
by: Peter Schlüter, Feb 19th at 08:33
Hej Peter
Det er svært at sige fra skole til skole, hvad de ligger vægt på, når de indkalder til optagelsessamtaler til uddannelsen.
Men er sikker på, at det er klart en fordel at være moden, vise et engagement for faget (ved fx. at have prøvet programmerne før og evt fremvise et lille portfolio) og klart udtrykke at du virkelig vil denne uddannelse og brænder for det.
Derved føler “dommerpanelet” måske at du er et sikkert sats, da de jo netop får penge (og nye kvotepladser) for de elever som består og gennemfører uddannelsen.
Men tror ikke du som sådan kan komme et skridt foran, da alle elever som søger bliver indkaldt til optagelsessamtale…
Håber det er brugbart?
Held og lykke med det! 🙂
by: Anja, Feb 20th at 09:05
Hey Anja
Jeg er den kreative-type, der godt kan lide at skabe. Så kunne godt tænke mig at blive Mediegrafiker, og satser lidt på at søge ind til Januar (nok kvoteoptag).
Jeg har ikke så meget erfaring igen med det kreative på PC, da jeg primært har lavet fysisk (i hånden) kreative ting. Men jeg har lånt en hel del materiale på Biblioteket, så jeg kan lære og øve mig i de forskellige programmer.
Mit spørgsmål er følg.:
Tror du det er muligt for sådan én som mig at blive optaget på uddannelsen ?
– sådan et skud fra hoften.
Håber på et svar 🙂
Mvh
Louise W.
by: Louise, Aug 25th at 16:06
Hej Anja!
Jeg er i gang med min OSO opgave, som skal afleveres på mandag. Mangler kun denne ene ting.
Hvordan er det at arbejde som mediegrafiker/med grafik hver dag?
Håber jeg får et hurtigt svar tilbage 🙂
by: Mille, Nov 20th at 14:41
Hej 🙂 din blog virker virkelig interessant så her har du en ny læser 😀 ville bare gerne spørge om hvordan det er at have sin første kunde, forventninger, spørgsmål de måske spørger om og hvordan man viser hvad man kan osv bare alt om første kunde generalt? Og hvordan man ansøger til et firma eller fritidsaktivitet om de har brug for en mediegrafiker? tusinde tak for din side og håber du svarer 🙂
by: Shanan, Sep 16th at 18:10
hvordan skaffer man kunder?
by: Shanan, Sep 16th at 18:31
Hvilke fag har man på uddannelsen? Og var det svært at finse en praktikplads?
by: Stine, Oct 14th at 16:11
Hej jeg er i gang med en oso og jeg har nogle spørgsmål jeg håber du gerne ville svare på 🙂
– hvor høj er lønnen? Hvordan er arbejdsforholdene? Er der noget man kan/skal specielasere sig i? Påklædnings krav? Særlige krav til uddannelsen?
Hvor lang er uddannelsen. Hvilke transport muligheder er der? Hvordan er arbejdes timerne? Er der mulighed for at arbejde i udlandet? Hvad består jobbet af? Hvordan er uddannelsen bygget op?
Håber du ville svare på dem inden 2/11 2015
by: Stine, Oct 30th at 15:07
Jeg er i gang med min OSO opgave, ville høre om jeg kunne få din mail, så jeg kunne stille dig nogle spørgsmål (mindre interview på skrift)
Den skal afleveres fredag.
by: Anna, Nov 24th at 10:10
hej mig og min vendinde er i gang med en oso opgave om mediegrafikere og vi ville spøger om vi måtte bruge overstående spørgsmål i vores opgave.
by: winnie kaufmann, Dec 7th at 08:34
Hej Anja. Jeg er i gang med OSO, og jeg skriver om at være mediegrafiker. Jeg leder efter en, jeg kan interviewe. Må jeg godt sende nogle spørgsmål til dig, som du kan besvare? Det ville være en stor hjælp 🙂
by: Anna, Jan 25th at 19:53
Hej Anja
Jeg skriver til dig angående min OSO om Grafisk design. Jeg kan se du er mediegrafiker, men ud fra det jeg kan forstå er det meget det sammen. Jeg har nogle spørgsmål jeg håber du har tid og lyst til at besvare.
Hvilke forskelle er der på det, hvis der er nogle?
Hvordan kan man så som mediegrafiker forøge sine jobmuligheder?
Hvordan kan man gøre sit arbejde mere originalt?
Hvad kan en grafik som mediegrafiker laver, som man ikke bare kan hente på nettet?
Jeg ved at man som freelancer arbejder på sin egen tegnestue, men hvilke andre forskelle er der på at arbejde som freelance og arbejde for et firma?
Venlig hilsen Sofie
by: Sofie, Feb 23rd at 10:22
Hej.
Jeg er ikke ved at skrive en OSO – men har alligevel et spørgsmål omkring din oplevelses af studiet. Jeg er uddannet multimediedesigner, og det var helt klart det kreative i designprocessen jeg syntes var sjovt – Design, illustration, fotografi, brug af adobeprogrammet ( InDesign, Photoshop osv) jeg syntes var spændende. Jeg var (og er) en dør til programmering – jeg forstår meget lidt html og lidt mere CSS, men længere rækker min viden (og min interesse) ikke. Jeg kan ikke helt afgøre hvor meget programmering man har på mediegrafikeruddannelserne? Jeg kan godt få et svar fra skolerne, men nogengange er det også rart at vide hvordan eleverne har oplevet det?
Jeg håber du finder tid til at svare
Hilsen Cæcilie
by: Cæcilie, Dec 1st at 13:10
kender du nogen som er farveblinde i jobbet eller kan man slet ikke for lov til at blive det vis man er farveblin?
håber du kan finde tid til at svare?
by: ukendt, Dec 1st at 17:59
Hej Anja, kunne du godt give nogle eksempler på fordel/ulemper, ved at arbejde som en mediegrafiker. ?
by: Patryk, Dec 14th at 07:48
Hej hej skriver OSO, og for at kunne bruge de spørgsmål og svar som du har skrevet øverst på denne ide, skal jeg have, bekræftet at de er for dig. Hilsen, Kassander
by: Kassander, Jan 4th at 09:00